Interview

med driftsdirektør Susanne Bay Jensen - Leca International

Når man kommer til en Leca-fabrik ser man ved første øjekast en tung industri med store, rygende skorstene. Men når man kommer tættere på, finder man for det første ud af, at det meste ”røg” er vanddamp, og for det andet kan man ved at se på den omkringliggende natur opleve en symbiose mellem natur og industri. En industri med respekt for naturen.


Vi satte os ned med Susanne Bay Jensen, Leca International's Operations Director, for at tale om Lecas handlinger og planer for bevarelse af biodiversiteten.

Hvordan tager I hensyn til naturen ved produktionen af Leca Letklinker?

Når vi skal åbne en lergrav, aftaler vi altid med de lokale myndigheder, hvordan den skal driftes, og hvordan den skal leveres tilbage. Hvis det bliver nødvendigt kan planen korrigeres undervejs.

Inden for de seneste 10 år er der sket store ændringer i, hvordan vi efterlader vores færdigudgravede lergrave. Før i tiden ønskede man oftest et fladt landskab, som i nogle tilfælde skulle beplantes med bestemte træer og planter. I dag efterlader vi oftest lergraven som den er, og så får naturen lov til selv at udvikle sig. Jo vildere og jo mere naturligt jo bedre. Når vi kommer tilbage 5-10 år senere, er det næsten ikke til at tro, at der har været drevet lergrav. Der er store træer, buske, blomster og søer med masser af dyreliv.

Hvordan efterlader I en lergrav?

Det er selvfølgelig forskelligt fra land til land, hvordan man ønsker at lergraven bliver givet tilbage. I Norge vil myndighederne gerne have jorden udlagt til landbrugsjord.
Et godt eksempel er de tidligere indvendingsområder, som ligger ned til søen Øyeren. Her er der, ifølge en aftale mellem grundejere, myndigheder og Leca Norge, skabt landbrugsjord med et udtryk, der modsvarer den oprindelige natur.

I Finland går man mere efter den vilde natur og rekreative områder. Søerne bliver bibeholdt, og vi ser et stort og varieret fugleliv i områderne.

I Polen efterlades noget af arealet til landbrugsjord og noget til naturområder - alt efter behov. 

I Portugal ligger lergraven, hvor der tidligere var olivenlund. Når den engang skal leveres tilbage, bliver området til et rekreativt område.

I Danmark efterlades lergraven som den er, og naturen får selv lov til at vokse op.

En lergrav er i brug minimum 5-7 år, men nogle gange er det også 25 eller endda 50 år. Vi graver ikke i hele området i alle årene og tilbagelægger den løbende. Der er for hver lergrav en plan for, hvordan tilbagelægningen skal være. Disse planer er udarbejdet i samarbejde med grundejere og myndigheder.

Men I fjerner en råvare fra naturen, betyder det ikke noget?

Den råvare, vi udvinder, bliver til 4-5 gange så meget færdigmateriale. Så vores indhug i naturens ressourcer synes mindre end fx sand, sten eller kalksten, hvor råvaren bruges 1:1. Vi tilsætter alternative råmaterialer, som indeholder de samme grundstoffer som ler, fra andre industrier og får på den måde mere færdigt produkt ud af råmaterialet.

Du nævnte, at der er sket en ændring de seneste 5-10 år, kan du uddybe det?

Der er helt klart sket en holdningsændring. Tankegangen er blevet mere grøn, og igen er der stor forskel fra land til land. Vi skal hele tiden følge med i, hvor fokus er de lokale steder – og det ændrer sig hele tiden. Myndighederne ønsker at skabe mere natur, de steder der er mulighed for det. Hvad der tidligere var landbrugsland, bliver efter en årrække som lergrav til vilde og bæredygtige naturområder.

I nogle tilfælde har vi fundet specielle arter af fx padder i vandhullerne. I Danmark havde vi i vores nuværende lergrav nogle få huller med Stor vandsalamander. Nu ses de overalt i lergraven. I området er den sjældne store hornugle også set - endda med unger - så det lader ikke til, at dyrene nødvendigvis lader sig mærke med, at vi arbejder omkring dem.    

I den efterladte lergrav vil der tit opstå søer, og der ser vi et meget rigt dyreliv. I Finland er der store flokke af fugle, der nyder godt af området, og i Portugal bor der en bæver i en af søerne. 

På fabrikken i Danmark er der blevet opsat en redekasse til vandrefalke, da ornitologer mener, at de høje bygninger vil være et ideelt ynglested med gode fødemuligheder for fuglen. Kassen blev opsat for et år siden, men der kan gå flere år, før et par slår sig ned.

Vi oplever ikke, at arterne forsvinder af, at der bliver drevet industrivirksomhed, tværtimod kommer der faktisk flere til, fordi der kommer mere vild natur. Vi er som virksomhed åben for et godt samspil med både lokale og nationale myndigheder, for at finde den bedste løsning på, hvordan naturen skal efterlades. Og takket være myndighedernes fokus på at vende tilbage til vild natur oplever vi, at de afsluttede lergrave efter nogle år har en mere bæredygtig og mere mangfoldig natur, end da vi begyndte at grave der.