18/05/2019
logo

Lastkompensering af Vinkelvej

På Vinkelvej nær Viborg, kom man et årelangt problem med sætninger og oversvømmelser til livs, da man lavede en såkaldt lastkompensering ved at fylde undersiden af vejkassebunden med Leca® letklinker.






I ådalen, hvor Vinkelvej krydser Nørreå i Viborg, blev der før i tiden gravet tørv. Tørveproduktionen medvirkede, at man dengang anlagde en interimsvej ud i tørveområdet, som sidenhen blev udbygget og vedligeholdt ved hjælp af grus- og stenmaterialer. Kombinationen af blød bund og vægten af det tilførte grus- og stenmateriale har årligt udfordret Viborg Kommune med sætningsproblemer, som i perioder har betydet at vejen måtte lukke som følge af oversvømmelser fra den omkringliggende mose. En såkaldt lastkompensering med Leca® letklinker blev dog løsningen på det årelange problem.

Lastkompensering - den optimale løsning

I 2013 besluttede man at udbedre vejstrækningen. Man fjernede da den gamle vejopbygning, etablerede vertikaldræn og lavede en forbelastning med 2-2,5 meter grus i halvandet år. Ved periodens afslutning blev der dog målt sætninger på helt op til 2 meter. Derfor blev forbelastningen fjernet igen og erstattet med Leca® letfyld, der blev indbygget op til undersiden af den fremtidige vejkassebund – en såkaldt lastkompensering, hvor tungt materiale erstattes af let materiale for at reducere trykket på den underliggende jord og dermed reducere sætninger. Laget af Leca® letfyld er op til 3 meter tykt og oven på dette er der etableret en traditionel vejopbygning.

Valget faldt på en Leca® løsning , fordi Benny Taul Bjerre fra Viborg Ingeniørerne A/S og GEO Århus havde gode erfaring med produktet fra en række mindre sager, hvor løsningen med lastkompensering var blevet anvendt. Leca® letklinkerne blev tippet af lastbilen direkte ned i vejkassebunden, hvilket Benny Taul Bjerre beskriver som en dejlig, nem måde at få leveret på.

Også Søren Glintborg Vils, Vils Entreprenørforretning A/S, var tilfreds med leveringsmetoden:

”Det gik jo helt forrygende. Bilerne kørte til og tippede bagvognen af. Så blev den parkeret og så blev forvognen tippet af. Leca® letklinkerne blev så fordelt med vores gummiged.  Vi har en med ekstra brede dæk, så det tog ingen tid”.

En spændende opgave

Søren beskriver bygningen af vejen, som en spændende opgave med udfordringer, grundet det uvejr der ramte undervejs:

”Da vi var cirka halvvejs kom der kraftig regn og så kunne dæmningen mod søen ikke holde. Så der kom vand på vejen, både fra søen og fra oven”.

Også Benny husker tydeligt det uvejr, der ramte under indbygningen, og som desværre har gjort at vejen har sat sig mere, end den ellers ville have gjort:

”De uheldige omstændigheder under udførelsen har gjort, at vejen sætter sig lidt mere end beregnet. Da udgravningen var på det dybeste kom der et tordenskyl der fyldte vand i hullet, hvilket gav ekstra tilførsel af vand til undergrunden. Vi følger dog løbende sætningerne på vejen, og indtil nu har de ikke givet problemer”.

I de tre år, der er gået siden færdiggørelsen af vejen, har der ikke været markante problemer med oversvømmelser eller sætninger ud over det forventede.

 

FAKTA

Projekt: Forebyggelse af sætninger og oversvømmelser
Kunde: Viborg Kommune
Rådgiver: Viborg Ingeniørerne A/S
Entreprenør: Vils Entreprenørforretning A/S
Leca® produkter: Leca® 10-20

Leca® løsninger: Geoteknik